|
Hvorfor Æbleskoven: KFUM-spejderne i Midtland distrikt har gennem en årrække haft en kapital stående, der skulle investeres i et spejdercenter. Mange muligheder har været undersøgt, inden Æbleskoven blev købt.
I 1995 underskrev distriktet betinget skøde på 43.000 m2 stor æbleplantage ved Daugaard Strand på nordsiden af Vejle Fjord. Efter en længere tur gennem diverse myndigheder kunne bl.a. landsbrugspligten ophæves.
I 1998 blev de endelige vilkår tinglyst af Vejle Amt og Æbleskoven blev Midtland distrikts ejendom.
I 1999 begyndte fældning af træer og beplantning af lejrpladser. Der blev sendt ansøgning til Friluftsrådet.
Beplantning rundt om lejrpladerne fortsættes på 2 arbejdsdage i foråret 2000. Vej og parkeringsplads blev anlagt i september.
2001 : Planering af lejrgrunde fortsættes. I marts blev raftestativet bygget af deltagerne på Rovertræffet i Peder Skram division. Der afholdes arbejdsmøder i distriktsstaben og det nedsatte grundudvalg, hvor budgetter og byggetegningerne blev justeret. Der blev indhentet tilbud fra forskellige husfirmaer. I maj blev vand og el etableret. Torsdag den 2. august blev Æbleskovspatruljen startet som et forsøg på at få mere fokus på stedet. Patruljen holder ugentlige torsdagsmøder. En arbejdsskurvogn sættes op. Distriktsrådet vedtog den 12. september at hustypen skulle være et bjælkehus og der arbejdes videre med tilbuddet fra KP-Trading, Tvis v/Holstebro og indretningen af husene fastholdes. I samarbejde med fondeekspert i Århus blev der udarbejdet projektbeskrivelse og ansøgninger udarbejdet til relevante fonde. Æbleskovspatrulen nåede i efterårssæsonen at flyttet rafter/brædder væk nede fra vejen, startede på at lave lejrbålplads, flyttet jord med rendegraver, lavet fliser ved raftestativet, lagt kantsten i vejkrydset, hygget med kaffedrikning, haft sejle/grillaften, æblekagekonkurrence, æblebod ved vejen, julefrokost.
2002 : I januar blev byggeriet anmeldt igangsat. Der blev indbudt til søndagsarrangement, hvor der skulle beskæres æbletræer, både håndsav og motorsav var i gang. Ansøgninger sendes til 29 relevante fonde. I februar afholder arbejdsgruppen møde med De jyske arkitekter i Hedensted, hvor justeringer til byggetegningerne blev gennemgået. Der bliver arbejdet på at istandsætte en IH traktor, klipper, frontskovl, vogn og mossølejr-containeren. På distriktsmødet 22. marts blev bestemmelser for æbleskoven vedtaget og der blev valgt en bestyrelse for æbleskoven, byggeudvalg, PR-arrangementsudvalg, områdeudvalg. I april starter Æbleskovpatruljens op igen. Der kom 10.000 kr. fra Hede Nielsen Fonden. Æbleskovens bestyrelse holder deres første møde. I maj sender Ole Kirks Fond en check på 400.000 kr. Det første bjælkehus bliver bestilt hos KP Trading i Tvis v/Holstebro til levering i uge 29. Projekt oprydning i raftebunken blev afsluttet. I juni blev den første lejrplads færdig og klar til brug. Mandag den 17. juni blev det 1. spadestik taget. Derefter blev sokkel og gulve støbt og kloaksystemet lavet. AP Møller fonden sender 100.000 kr.
Lørdag den 13. juli ankom bjælkehuset i 2 lastbiler direkte fra Hvide Rusland. Det tog 4 dage at rejse huset, de 3 tømre fra KP-trading sammen med 8-10 frivillige spejderledere/rovere. Huset er lavet af 18 cm rundtømmer og det er lavet af russisk fyrretræ. Huset er på 80 m2 med bad/ toilet, sovehems med adgang udefra. Fællesrum med køkken og lederrum med sovepladser. I august fejrer Æbleskovspatruljen 1 år og mødes igen om torsdagen. Naboerne på Strandvejen indbydes til rundvisning og nabokaffe. Økonomiudvalget lavede et Æbleskovslotteri og opfordrede alle grupper til at være med i projektet.
Æbleskovslotteriet 2002 gav et flot overskud på ca. 38.000 kr. Endnu engang tak til alle grupper der bakkede op omkring ideen.
I september blev skorsten bygget og græstaget lagt på. Huset blev malet med linolie udvendig og indvendig med god hjælp fra roverne i Vejle området.
I oktober blev døre og vinduer sat i. Huset blev malet udvendig med lindolie og trætjæreblanding.
I november og december blev hemsen og alle lofter lavet og el-arbejdet påbegyndt.
Der bliver afholdt julefrokost i patruljehytten. 2003: I januar og februar blev der lagt fliser i fællesrummet og køkkenet bliver sat op. Der kom penge fra yderligere 2 fonde i alt 35.000 kr.
Der blev også inviteret til æbletræsbeskæringsdag en søndag i januar og efterfølgende spontan flisedag. I februar/marts lægges fliser i fællesrummet og korpsets nye logo kommer på gulvet.
Entreprenør-firmaet HI, Hornsyld etablere sivedræn til spildevand for alle tre bygninger. Lejrpladserne og området omkring huset blev planeret.
I april var der arbejdsweekend, hvor der blev sået græs på lejrpladserne og i området omkring huset.
I påsken blev der lavet flisegulv i baderummene og efterfølgende blev toiletter og håndvaske sat op. Økonomiudvalget besluttede at der også skal laves et Æbleskovslotteri i 2003. Opfordring om at være med er blevet sendt ud til grupperne.
I maj og juni arbejdes der videre med at få huset udlejningsklar bl.a. laves trappen til hemsen og der bliver sat fliser op i drengebaderummet. I Bededagsferien udlejes huset for første gang og det er til KFUK spejderne fra Øster Snede. I juli afholdes der distriktslejr Vikingelejr på Ulbækgaard. Der laves PR for Æbleskoven bl.a. i lejrsangen, vers 3. Alle ulvene tager på vandrertur til Æbleskoven og spiser frokosten i det grønne og nyder området. Omkring 100 spejdere overnatter i Æbleskoven i forbindelse med deres hike. I juli var Æbleskoven udlejet til Rolandlejr, hvor der deltog 40 spejdere fra hele landet. I august kom de 150.000 kr. fra Jens Grans Fond. Æbleskovspatruljen fejrede 2 år med othello.
Lørdag den 16. august er der inviteret til indvielse af Spejdercenter Æbleskoven.
TAK FOR DIN HJÆLP, ARBEJDSKRAFT, OPMÆRSOMHED, GODE RÅD, BIDRAG, GAVER, m.m.
- uden dig var drømmen om Spejdercenter Æbleskoven ikke blevet til virkelighed...
|